Den fatale fejl i teorien om, at den kosmiske stråling (eller mangel på samme) driver den globale opvarmning er, at der ikke har været nogen sammenhæng mellem den kosmiske stråling og den globale temperatur siden 1970.

Dette førte Max Planck-instituttet (Krivova 2003) til at konkludere, at "mellem 1970 og 1985 opfører den kosmiske stråling sig på samme måde som temperaturen, men med den bemærkning, at den halter bagefter og den kan derfor ikke være årsagen til temperaturstigningen. Følgelig kan ændringer i den kosmiske stråling ikke være ansvarlig for mere end 15% af temperaturstigningen. "

På tilsvarende måde sammenlignede Lockwood 2007 neutron målinger,Beryllium 10 og Kulstof 14-isotoper (begge er proxier for kosmisk stråling) samt en række andre målinger af solaktiviteten, og han konkluderede: "den observerede hurtige stigning i den globale middeltemperatur efter 1985 kan ikke tilskrives solens variation, uanset hvilke mekanismer, der fremmanes, og ligegyldigt hvor meget solens variation forstækes. "

Andre vanskeligheder med den kosmisk strålingsteori

Der er andre problemer med at bevise årsagssammenhængen mellem kosmisk stråling og skydannelsen. Dette er ikke for at modbevise denne teori, men blot for at vise, at der spørgsmål nok der berettiger en vis sund skepsis over for den kosmiske strålingsteori.

Sammenbrud i korrelationen mellem lave skyer og den kosmiske stråling

Et af de vigtigste beviser for Svensmarks kosmiske strålingsteori er en høj korrelation mellem lave skyer og den kosmiske stråling. Men denne sammenhæng brød sammen i 1991 (Laut 2003). På det tidspunkt begyndte skydækket at halte efter den kosmiske stråling med over 6 måneder, medens dannelsen af skyer burde ske inden for flere dage (Yu 2000). Korrelationen bryder helt sammen i 1994.

?Graf fra Laut 2003. Lavt skyd?kke (bl? linje) versus kosmisk str?ling intensitet (r?d linje)??

Svensmark forklarede problemet med, at skydækket halter 6 måneder bagefter, med data usikkerhed (Svensmark 2003). Han hævder også, at tabet af korrelation efter 1994 skyldes en langvarig drift i kalibreringen?af ISCCP satellitterne (Marsh & Svensmark 2001). Det er ISCCP uenige i.

Kritik fra Sloan og Wolfendale

I en nylig artikel undersøger (Sloan 2007) nøje forbindelsen mellem kosmisk stråling og skydækket og finder flere uoverensstemmelser. Fordi den kosmiske stråling viser større variation på høje breddegrader, kunne man forvente større ændringer i skydækket i polarområderne. Dette er ikke observeret. I forbindelse med Tjernobyl ulykken ville man forvente på grund af ionisering fra den radioaktive stråling, at finde et forøget skydække. Der er ingen åbenbar stigning i skydækket som følge af ulykken.

Slutresultatet er, at selv om man kan læse disse vanskeligheder og en årsagssammenhæng mellem kosmiske stråler og skyer kan bevises, er alt hvad de finder frem til, at skydannelsen for 50 år siden ligner den i dag, og at den kun har haft lidt eller ingen indvirkning på de sidste 30 års langvarige globale opvarmning.